Blog Image

Kleimingers Hjørne

Den nye lov om fyrværkeri

Politik og Samfund Posted on 30 Dec, 2014 16:05:04

Ifølge den nye lovgivning må der kun afskydes fyrværkeri mellem den 27.december og den 1.januar, men hvorfor er det tilladt at sælge fyrværkeriet allerede fra den 15.december? Det virker fjollet at man ikke har været konsekvente i lovgivningen, således at man først måtte købe fyrværkeriet, når det var tilladt at afskyde det. Som lovgivningen er udformet, så indbyder man jo folk til at overtræde den allerede fra den 15.december ! Og politiet kan det jo ikke nytte at kontakte ved lovovertrædelse, for det har de da ikke tid til at efterforske !



Ribe-Esbjerg oprykning

Sport Posted on 23 Apr, 2012 12:31:57

Efter en flot sæson 2011-2012 rykkede Ribe-Esbjerg HH op (igen) i den bedste række (Håndboldligaen). Det skal blive spændende at følge holdet når det går løs med at spise kirsebær med de bedste 🙂 – Alle kampe vundet undtagen 2 og begge gange med nederlag til TMS Ringsted – mærkværdigt. Under alle omstændigheder er der tale om en rekord, idet Ribe-Esbjerg HH har vundet flere kampe end AGK i sin tid gjorde, da de rykkede op i den bedste liga – men hvor er omtalen henne i landets medier for denne flotte præstation ?

Men ak og ve det er jo nye tider med alskens fusioner og andre mærkværdige tiltag. Således også i det sydvestjyske, hvor vi gamle RHK-fans må lide den tort, at se holdet slået sammen med Esbjerg (én af de gamle rivaler). Ak ja alting skal jo være større i det lille land, da riget jo fattes penge. Forhåbentlig ender det med at den grimme ælling viser sig at være en svane 🙂



Valgflæsk

Politik og Samfund Posted on 10 Sep, 2011 16:55:24

Så er det valgtid igen og dermed en masse valgflæsk fra politikerne. De lover guld og grønne skove for at høste vælgere, men oftest holder de ikke senere, hvad de lover. I stedet for altid at skulle indordne sig enten under blokpolitik eller partidisciplin burde valgsystemet udformes således, at det er den enkelte politikers holdninger, der er afgørende for et valg. Dermed kunne man få 179 personer med egne meninger i Folketinget i stedet for x antal socialdemokrater eller y antal konservative.

Måske man skulle stemme på Cirkus Benneweis i stedet for, som Ernst Simonsen angiver i et læserbrev i Jyllands-posten den 7. september:

  1. De offentliggør et program
  2. De gennemfører programmet
  3. De rydder pænt op efter sig
  4. Og sidst men ikke mindst, så kalder de en klovn for en klovn


Fordomme bekræftet

Politik og Samfund Posted on 27 Jun, 2010 18:37:36

Ifølge Jyllands-Postens Kultur Klip dags dato fortæller kriminologen Christian Pfeiffer om en tysk undersøgelse af indvandreres kriminalitet. Af undersøgelsen fremgår det, at unge muslimer er mere kriminelle, jo mere religiøse de er, mens det for andre grupper er omvendt. Fordomme bliver blot bekræftet.



Kreationisme

Religion Posted on 04 Mar, 2010 14:32:31

Set med udviklingsteoretikeres øjne må 2009 være et særligt år. Darwin blev født for 200 år siden og hans berømte/berygtede værk “Arternes oprindelse” udkom for 150 år siden. Værket kan stadig hidse mange op – især kreationisterne, som vinder frem flere steder, bl.a. i USA. De fleste forskere inden for det naturvidenskablige felt er ikke i tvivl om rigtigheden af principperne inden for udviklingsteorien, men kreationisterne forsøger stædigt at fastholde religiøse forklaringsmodeller for skabelsen og udviklingen af dyr og mennesker. Nu begynder de at forklare udviklingen med at Gud har skabt alt med et intelligent design !

Spørgsmålet er om ikke disse folk har brug for en gud til at forklare dem verdens sammenhæng ? – altså at mennesket har opfundet Gud ikke omvendt. I dag kan vi mennesker forklare næsten alt – også Universets skabelse, så er det ikke på tide at lade Gud gå på pension ? – Han har alligevel holdt fri lige siden den 7 dag.



Religiøsitet og dumhed

Religion Posted on 05 Aug, 2009 17:15:37

Ifølge Helmuth Nyborgs undersøgelser er religiøse mennesker dummere end mennesker, der ikke lader sig påvirke af religiøse tanker. Fundamentalister må jo så være de mest dumme, men man kan så undre sig over, at der blandt disse fundamentalister findes højt uddannede personer verden over – især i USA ?